Piratt historier fra Costa Rica

Hoftales om høje skibe, der bærer uvurderlige skatte, er blevet gentaget gennem historien og har inspireret mange skattejægere til at risikere liv og lemmer i jagten på tabt guld, sølv og religiøse symboler prydet med juveler. Costa Rica er rig på pirathistorie, med nogle af de mest anerkendte pirater, der hævder at have begravet store skatte på dens kyster. Når man ser på et kort, er det let at se, at Costa Rica er et sandsynligt sted for disse maraudere at skjule deres bytte. De mange mil af ujævn kyst, offshore øer og beskyttede bugter skaber perfekte gemmesteder. Isla del Coco eller Coco Island er langt den mest berømte sted i Costa Ricas pirathistorie. Den lille ø, som Jacque Cousteau kaldte "den smukkeste ø i verden" og også var på den korte liste for at blive en af de "nye syv vidundere i verden" kan skjule mere end blot naturlig skønhed inden for sit rå landskab.

En af de mest berømte tabte skatte er "Limas skat" Ligesom de fleste skattejagter i Mellemamerika begynder denne historie med et europæisk land, i dette tilfælde Spanien, der forsøger at holde fast i sine kolonier i den nye verden og de rigdomme, de fik fra dem. I 1820 var Lima i Peru under spansk styre, men de sydamerikanske uafhængighedskæmpere truede med at overtage byen, og oprør var i luften. Viceroyen af Lima besluttede, at for at beskytte Limas rigdomme, måtte han eksportere dem til en spansk fæstning i Mexico. Han tilkaldte William Thompson, kaptajn på Mary Dear, for at udføre denne opgave. De lastede juveler, guld, sølv, hårdt prydede lysestager og to livsstørrelse guldstatuer af Jomfru Maria, der holder den lille Jesus ombord på skibet. Viceroyens mest loyale vagter blev også sendt for at holde øje med de store rigdomme på deres rejse til Mexico. Mary Dear forlod havnen uden hændelser, og alt syntes godt, indtil fristelsen fik det bedste ud af Thompson og hans besætning. En aften dræbte de de spanske vagter og ændrede kurs til Cocos Island (Isla del Coco), der ligger 340 miles ud for den stille kyst i Costa Rica.

En anden pirat strejfede rundt i vandene omkring Isla del Coco på samme tid. Den berygtede Benito "Bloody Sword" Bonito var blevet nødt til at forlade de varme farvande i Caribien for at undslippe forfølgelse fra andre pirater samt krigsskibe fra Storbritannien og Spanien. Han var kendt for at have store rigdomme begravet i Vestindien fra tidligere udflugter, så for at undgå fangst rundede han Kap Horn i sin brig "Ralampago" eller "Lyn" og sejlede mod Stillehavet ud for Mellemamerikas kyst. Mens de sejlede nordpå langs den vestlige kyst af Sydamerika, fik de øje på et spansk galeon lastet med rigdomme fra den nye verden. De boardede let hende og lastede alle skattene ombord på Ralampago. Den nyerhvervede last var for tung til at sikre sikker og hurtigt navigation, så besætningen satte sejl mod Cocos Island for at skjule deres nye skatte, før de fortsatte med at lede efter mere bytte på de åbne have. Ved ankomsten til Isla del Coco besluttede de, at det var en perfekt base for deres nye territorium i Stillehavet. Der var bugter, der kunne skjule deres skibe, gode defensive placeringer de kunne bruge til at beskytte sig, rigelige forsyninger af frisk vand og vilde grise at spise. Når skatten var blevet læsset af, satte de sejl igen på udkig efter plyndring. De kom over en fiskebåd og lærte, at den revolutionære krig, der plagede Sydamerika, var spredt til Mexico. De udtænkte en genial plan om at sende deres mest betroede besætningsmedlemmer ind i den spanske havneby Acapulco for at lære mere om krigen og få viden om, hvordan spanierne havde tænkt sig at beskytte deres rigdomme. Benitos besætning blandede sig og drak med de spanske besætninger og lærte, at Mexicos regering og eliteborgere ville blive lastet ombord på to skibe, der var på vej til Spanien. Benito Bonito lå i vente uden for havnen i Acapulco, og naturligvis, 6 uger senere fik han øje på dem. Han kom straks langs siden af det første fartøj og uden advarsel affyrede kanoner mod hendes skrog og dræbte næsten halvdelen af hendes besætning. Benito befalede en del af sin besætning at boarde hende og tage kontrol. Derefter satte han sig for at fokusere på det andet skib, som var vendt om og forsøgte at undslippe fangst ved at sejle tilbage til Acapulco. Vinden var ikke med det flygtende skib, og Benito fangede hurtigt hende og dræbte alle ombord. Når skatten var sikkert ombord på Ralampago, vendte han mod sin nye base i Stillehavet, Isla del Coco. Det siges, at Benito begravede 300.000 lbs sølv, 733 guldstænger hver 4x3 inches og 2 inches tykke, 273 sværd med guldskæfter og massive mængder af andre dyrebare nips.

Benito var temmelig vel etableret på Cocos Island, da kaptajn William Thompson og besætningen fra Mary Dear ankom i 1821. De to besætninger og deres kaptajner besluttede, at ved at slutte sig sammen ville de være i stand til at plyndre flere både og snart sejlede de sammen. Denne ordning var kortvarig, da de kom i kamp med fregatten Espiegle. Da slaget gik tabt, tog Benito sit liv ved at skyde sig selv i hovedet. Resten af besætningen blev taget til Jamaica, hvor alle undtagen Thompson og hans første styrmand blev henrettet for pirateri. De to overlevende fortalte om rigdommene begravet på Cocos Island og lovede at vise deres fangevogtere, hvor det var skjult. Da de vendte tilbage til Cocos Island, flygtede de to fanger ind i junglen. Spanierne bevogtede øen og ledte efter de to pirater i flere måneder, men så dem aldrig igen. Et par måneder senere ankom et britisk hvalfangstfartøj til øen i søgen efter frisk vand. Thompson var i stand til at overbevise kaptajnen om at tage dem til den costa ricanske havneby Puntarenas. De to mænd blev syge og døde kort efter, men ikke før Thompson blev ven med John Keating og gav ham et kort, der viste, hvor skattene på Cocos Island var skjult.

John Keating fandt et par investorer og hyrede kaptajn Boag og sit skib Edgecomb for at tage ham til Cocos Island for at genoptage jagten på skatten. Historien bliver uklar her, men legenden siger, at kun Keating og Boag gik i land og fandt den store skat. De forsøgte at svindle investorerne og besætningen fra Edgecomb ved at sige, at de ikke fandt noget, men besætningen fandt guld på dem og krævede, at de skulle vise dem skatten. Atter en gang vandrede en eftersøgningsgruppe ind på øen, og atter en gang de personer, som vidste, hvor skatten var skjult, flygtede ind i junglen og efterlod resten af gruppen med en meningsløs søgen. Edgecomb forlod vandene ved Isla del Coco og efterlod Keating og Boag strandet i et par måneder, indtil et andet skib ankede lige offshore. Keating var den eneste, der stadig var i live på dette tidspunkt, og han overbeviste skibets kaptajn om at tage ham væk fra øen.

Det faktum, at Keating vendte tilbage til St. Johns Newfoundland med nok penge til at starte en virksomhed og leve i luksus, indtil han døde, bekræfter legenden om den tabte skat og har inspireret jægere til at lede efter Cocos Island lige siden. Den mest berømte og langvarige af disse skattejægere - og hvis forskning blev mest udbredt brugt til denne artikel - var en tysker ved navn August Gissler. Udrustet med beretninger og kort fra John Keating brugte han næsten 20 år (fra 1897 til 1908) på at søge efter de skatte, som så mange pirater angiveligt begravede på Isla del Coco (Cocos Island). Selvom han fandt 6 guldmønter, fandt han aldrig det guld, sølv og juveler, der i dag ville være værd over $160.000.000. En liste over berømte personer, der har prøvet deres lykke på Cocos Island inkluderer præsident Franklin Roosevelt, Sir Malcolm Campbell, og Errol Flynn. I august 2012 startede en anden ekspedition forsynet med den nyeste teknologi deres rejse mod Cocos Island, vi ser frem til at høre deres historier og håber, at mysteriet om den tabte skat på Cocos Island endelig bliver løst.